Jeg har i størstedelen af mit arbejdsliv beskæftiget mig med teknologi, der handler om energilagring – først katalyse (essentiel for Power-to-X) og de seneste år batterier. Det er teknologi, der muliggør den grønne omstilling, og heldigvis er den klar! Det samme kan vi sige om de to andre hjørnesten: bæredygtig energiproduktion (sol og vind) og muligheden for elektrificering af industri, transport og opvarmning.
Batterier er fantastiske, fordi virkningsgraden er så høj; stort set al den energi du putter ind, får du også ud igen. De seneste år er der sket en kæmpe udvikling i energitæthed og pris, så vi nu kan se for os, at batterier kan bruges mange steder, hvor vi ikke troede det muligt – fx i tung transport og til udligning over timer og døgn.
Power-to-X bygger på to processer. Først laver vi elektrolyse, hvor vi bruger strøm til at spalte vand til brint og ilt. Hvis man tænker over det, er det egentlig helt fantastisk: vi kan tage strøm fra en vindmølle og lagre den kemisk – og gemme den så længe vi vil! Og så kommer X’et. I over hundrede år har vi haft katalytiske processer til at lave kemikalier, typisk med naturgas som udgangspunkt. Dem kan vi nu bruge til at lave fx ammoniak (kunstgødning, brændstof), metanol (et grundkemikalie til bl.a. plastik og også et brændstof – som fx A.P. Moller – Maersk arbejder med) eller klassiske brændstoffer og kemikalier.
Det er den teknologi danske Topsoe er bygget på – og som nu kan bringes videre ind i den nye grønne virkelighed!
Vi er så klar, og derfor kan det også være frustrerende at se, når tempoet i de politiske beslutninger falder, som det desværre også har gjort i Danmark, selvom vi bestemt er nået et stykke af vejen.
Det får mig dog ikke til at miste modet: Klimaforandringerne er reelle, og vi kender måden at bekæmpe dem på: Stop med at brænde fossile brændstoffer af! Vi skal derhen, og så skal Danmark da for pokker udnytte vores stadig ret unikke position til at demonstrere og drive den udvikling. Ellers kommer andre til at løbe med den.
Det er en moralsk forpligtelse, det er højaktuel sikkerhedspolitik, det er en kæmpe chance for danske virksomheder – og så er det da en fed opgave!
Vi er jo simpelthen i gang med at bringe menneskeheden ind på det næste udviklingstrin her.
Og det vil jeg enormt gerne være med til! 😄
Stem personligt i Nordsjælland!
Jeg vil have farten op mod den grønne fremtid!